Til brug for vores arbejde med sitet sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Et ikke-teknisk resume af sikkerhedsrapport

Resumeet skal have et indhold, der som minimum opfylder kravene i bilag 8, del 1, punkt 1, 2, 3 og 4, samt bilag 8, del 2, punkt 1, med henblik på offentliggørelse. Baggrunden er, at en række oplysninger om virksomheden skal være permanent tilgængelige for offentligheden, jf. risikobekendtgørelsens § 16, f.eks. via internettet. Alle punkter fra bilag 8, del 1 og del 2 er gengivet herunder:

1)    Risikovirksomhedens navn, adresse, telefonnummer og CVR-nummer samt P-nummer, hvis dette findes, og ellers entydig identifikation af produktionsenheden.

2)    Oplysning om, at virksomheden er en risikovirksomhed, omfattet af denne bekendtgørelse med angivelse af, at virksomheden er en kolonne 3-virksomhed. Oplysning om, at virksomheden har sendt anmeldelse og sikkerhedsrapport, jf. § 8, stk. 1, til kommunalbestyrelsen.

3)    En alment forståelig redegørelse for den eller de aktiviteter, der foregår på virksomheden.

4)    De relevante farlige stoffer, der er til stede i virksomheden, og som kunne forårsage et større uheld, med angivelse af deres almindelige betegnelser eller, for farlige stoffer opført i bilag 1, del 1, deres generiske betegnelser eller fareklassifikation, og en alment forståelig angivelse af stoffernes vigtigste farlige karakteristika.

5)    Generelle oplysninger om, hvordan den berørte offentlighed om nødvendigt vil blive advaret og fyldestgørende oplysninger om, hvordan man bør forholde sig i tilfælde af et større uheld, eller anvisning på, hvor disse oplysninger kan indhentes elektronisk.

6)    Datoen for det seneste tilsynsbesøg på virksomhedsområdet, jf. § 21, eller henvisning til, hvor denne oplysning kan indhentes elektronisk; oplysninger om, hvor der efter anmodning kan indhentes mere detaljerede oplysninger om tilsynet og den tilknyttede tilsynsplan, med forbehold for de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

7)    Angivelse af, hvor og hvordan der kan indhentes yderligere oplysninger.

For kolonne 3-virksomheder, ud over de i del 1 anførte oplysninger:

1)    Generelle oplysninger om arten af risikoen for større uheld, herunder de mulige virkninger for menneskers sundhed og miljøet, og kort beskrivelse af de væsentligste typer af scenarier for større uheld og kontrolforanstaltningerne til at afværge dem.

2)    Bekræftelse af, at virksomheden er forpligtet til at træffe tilstrækkelige foranstaltninger på virksomhedsområdet, herunder til at tage kontakt med beredskabsmyndighederne, for at sætte ind i tilfælde af større uheld og mindske følgerne heraf mest muligt.

3)    Relevante oplysninger fra den eksterne beredskabsplan, der er udarbejdet til imødegåelse af eventuelle virkninger uden for virksomhedsområdet af et uheld. Dette bør omfatte opfordringer til at efterkomme enhver af beredskabsmyndighedernes instrukser og anmodninger i tilfælde af et uheld.

4)    Hvis relevant en indikation af, om virksomheden ligger tæt på en anden medlemsstats område med heraf følgende mulighed for et større uheld med grænseoverskridende virkninger som omhandlet i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention om grænseoverskridende virkninger af industrielle uheld.

Et ”ikke-teknisk” resume skal bruges til at give offentligheden et fyldestgørende indtryk af virksomhedens uheldsscenarier og sikkerhedsforanstaltninger imod disse uheld.

Formålet med det ”ikke-tekniske” resume er således at give naboer og anden offentlighed mulighed for at orientere sig om sikkerhedsforholdene på virksomheden uden at skulle have en særlig faglig indsigt.

Et ”ikke-teknisk” resume skal skrives i et sprog, så den almindelige borger kan forstå problemstillingerne.

Omfanget af et ”ikke-teknisk” resume afhænger helt af virksomhedens kompleksitet. Det skal som minimum altid omfatte:

– En beskrivelse af stofferne på virksomheden
– En beskrivelse af de væsentligste uheldsscenarier, herunder specielt konsekvenser udenfor virksomhedens område (konsekvenser udenfor virksomhedens område kan med fordel illustreres ved at indtegne resultatet af de gennemførte konsekvensberegninger på et oversigtskort, så man kan se, hvilke områder i virksomhedens omgivelser, der kan blive berørt; Kortet fra sikkerhedsrapportens afsnit II D kan evt. bruges)
– En kort beskrivelse af sikkerheden mod, at disse uheld sker

Virksomhedens sikkerhedsrapport eller dele heraf kan blive genstand for offentliggørelse pga. følgende forpligtelser hos myndighederne:

– Udarbejdelse af eksterne beredskabsplaner, som offentligheden skal høres om
– Politiet har visse forpligtelser til at informere offentligheden i tilfælde af uheld
– Der vil til enhver tid kunne søges aktindsigt med de begrænsninger, der følger af Lov om Offentlighed i Forvaltningen.

At læse og forstå sikkerhedsrapporter kræver oftest stor faglig og teknisk indsigt. Samtidig skal tilgangen være meget systematisk, da der ofte er tale om store og komplekse rapporter. Det er derfor en fordel med et kort men grundigt "ikke-teknisk" resume, som på en forståelig måde giver de oplysninger, der kan være relevante for borgeren. Dermed får borgeren et grundlag for at vurdere forholdene, og om der evt. ønskes yderligere oplysninger ved at søge aktindsigt.

Revideret: 18.07.2018