Indplacering af gødninger

Ammoniumnitrat har en kompleks opførsel og er nøje undersøgt som kemisk forbindelse. Der er 3 hoved-risici forbundet med ammoniumnitrat: brand pga. oxiderende egenskaber, dekomponering og eksplosion.

Ammoniumnitrat kan ikke brænde i sig selv, men kan som oxidationsmiddel understøtte en forbrænding, selv uden tilgang af ilt. En brand, der involverer ammoniumnitrat, vil generere giftige gasser som nitrogenoxider og ammoniak.

Ren ammoniumnitrat kan dekomponere på forskellige måder og danne gasser. Nitrogenoxider og ammoniak er karakteristiske dekomponeringsprodukter. Dekomponering kan udløses af varme eller katalyseres af forskellige stoffer som f.eks. chlorider og nogle metaller (f.eks. kobber). For nogle blandinger med ammoniumnitrat vil dekomponeringen ophøre, når der ikke længere tilføres varme. For andre blandinger med andre kemiske sammensætninger kan dekomponeringen vedligeholde sig selv (selvnærende dekomponering), når den først er begyndt. Selvnærende dekomponering for gødninger påvises med ”trough-testen”. Hvis den ikke kan gennemføres, fordi gødningen smelter sammen og ikke dekomponerer, så er den pågældende type ikke omfattet af risikobekendtgørelsen.

Ammoniumnitrat kan eksplodere, men det kræver, at visse betingelser er til stede. En række faktorer påvirker risikoen, f.eks. partikelstørrelse, partikelporøsitet, indhold af organisk stof, indhold af urenheder og graden af indeslutning. Faren for eksplosion reduceres, når nitratindholdet er mindre. Følsomheden af ammoniumnitrat stiger, hvis det opvarmes så meget, at det smelter. En eksplosion uden en forudgående brand kræver som udgangspunkt en detonationsoverføsel fra en eksplosion i noget andet. Hvis en ammoniumnitratgødning opfylder specifikationerne og kravene i EU’s forordning 2003/2003 om gødninger, er risikoen for eksplosion meget lille under normale forhold. Når der er tale om risikovirksomheder med gødninger, der er omfattet af note 14 i bilag 1 til risikobekendtgørelsen, bør der dog foretages en risikovurdering, herunder en vurdering af risikoen for en ekstern brand.

Beregning af nitrogenindholdet afledt af ammoniumnitrat sker ved at tage den laveste vægtprocent af hhv. nitrat-nitrogen og ammonium-nitrogen og gange med to.

Indplaceringen af ammoniumnitratgødning sker alene på grundlag af note 13 og 14 (og 15 og 16) i risikobekendtgørelsens bilag 1. Indplaceringen af en ammoniumnitratgødning afhænger primært af følgende forhold:

• Indhold (vægtprocent) af nitrogen afledt af ammoniumnitrat
• Om den kan gå i selvnærede dekomponering
• Om den opfylder kravene i artikel 27 i gødningsforordningen nr. 2003/2003 (opfyldelse af detonerbarhedsprøven betyder, at blandingen ikke er særlig detonerbar)
• Andre indholdsstoffer end ammoniumnitrat

Det er således nødvendigt, at kende både gødningens egenskaber og den præcise sammensætning (recept) af en gødning, for at indplacering kan ske korrekt. Virksomheden/producenten skal levere de nødvendige oplysninger. Det kan være nødvendigt at indhente supplerende oplysninger, da oplysningerne i det normale sikkerhedsdatablad ikke altid er tilstrækkelige. Bemærk at detonerbarhedsprøven anvendes som kriterium for flere gødningstyper i Seveso-direktivet end i gødningsforordningen, hvorfra prøven egentlig stammer.

Det er den samlede lagerkapacitet for den pågældende type gødning, som afgør, om oplaget bliver omfattet af kolonne 2 eller 3. Ammoniumnitratgødning er eksempelvis en blanding af stoffer, og det er hele mængden af blandingen, der skal sammenholdes med tærskelmængden. Lagerkapaciteten kan evt. begrænses gennem vilkår.

Hvis gødningen kun indeholder ammoniumnitrat og dolomit, kalksten og/eller calciumcarbonat, så er der typisk tale om en gødning af typen kalkammonsalpeter.
Kalkammonsalpeter udgør en væsentlig del af forbruget kvælstofgødninger i EU, og netop kalk-ammonsalpeter, hvor nitrogenindholdet afledt af ammoniumnitrat er højst 28 vægtprocent, er undtaget fra Seveso-direktivet og risikobekendtgørelsen.

En kvælstofgødning må (jf. gødningsforordningen, nr. 2003/2003, Bilag 1, A, A1, nr. 5) kun betegnes som kalkammonsalpeter, hvis den ud over ammoniumnitrat kun indeholder

• calciumcarbonat (f.eks. kalksten) og/eller
• magnesiumcarbonat og calciumcarbonat (f.eks. dolomit, som er en blanding af CaCO3 og MgCO3).

Mindsteindholdet af disse carbonater skal udgøre 20 vægtprocent, og deres renhed skal være mindst 90 %.

Når indholdet af carbonater er over 20 vægtprocent, så vil vægtprocenten af nitrogen afledt af ammoniumnitrat være mindre end 28.

Blandinger, der kun indeholder ammoniumnitrat og calciumcarbonat (f.eks. kalksten) og/eller magnesiumcarbonat og calciumcarbonat, med lavere carbonatindhold end 20 vægtprocent, er ikke kalkammonsalpeter. Disse blandinger vil til gengæld have et nitrogenindhold over 28 vægtprocent, og dermed bliver de omfattet af note 14, pind 3.

Hvis gødningen indeholder magnesiumsulfat eller calciumsulfat (gips), så er der ikke tale om en blanding, der kun indeholder ammoniumnitrat og dolomit, kalksten og/eller calciumcarbonat med en renhed på mindst 90 %.

Bemærk i øvrigt, at de forskellige danske bekendtgørelser om gødning, f.eks.

• Bekg. nr. 328 af 8. juli 1983 om nitratholdige gødningsstoffer
• Bekg. nr. 998 af 27. november 1996 om opbevaring af faste ammoniumnitratholdige produkter med højt nitrogenindhold
• Bekg. nr. 862 af 27. august 2008 om gødning og jordforbedringsmidler

ikke skal anvendes ved indplaceringen i risikobekendtgørelsen, men virksomheden skal selvfølgelig overholde de gældende bestemmelser om f.eks. opbevaring.

Da opbevaring af gødning er reguleret af anden lovgivning, må der i miljøgodkendelsen ikke stilles vilkår om f.eks. indretning af oplaget, med mindre der er tale om supplerende vilkår, som stilles specifikt aht. risiko og miljø.

Revideret: 27.11.2018