Offentlighed

Følgende oplysningerne skal som minimum være offentligt tilgængelige i henhold til risikobekendtgørelsen med de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger:

For alle risikovirksomheder:

1)    Risikovirksomhedens navn, adresse, telefonnummer og CVR-nummer samt P-nummer, hvis dette findes, og ellers entydig identifikation af produktionsenheden.

Oplysning om, at virksomheden er en risikovirksomhed, omfattet af risikobekendtgørelsen med angivelse af, om virksomheden er en kolonne 2- eller kolonne 3-virksomhed. Oplysning om, at virksomheden har sendt anmeldelse og sikkerhedsrapport.

2)    En alment forståelig redegørelse for den eller de aktiviteter, der foregår på virksomheden.

3)    De relevante farlige stoffer, der er til stede i virksomheden, og som kunne forårsage et større uheld, med angivelse af deres almindelige betegnelser eller deres generiske betegnelser eller fareklassifikation, og en alment forståelig angivelse af stoffernes vigtigste farlige karakteristika.

4)    Generelle oplysninger om, hvordan den berørte offentlighed om nødvendigt vil blive advaret og fyldestgørende oplysninger om, hvordan man bør forholde sig i tilfælde af et større uheld, eller anvisning på, hvor disse oplysninger kan indhentes elektronisk.

5)    Datoen for det seneste tilsynsbesøg på virksomhedsområdet eller henvisning til, hvor denne oplysning kan indhentes elektronisk; oplysninger om, hvor der efter anmodning kan indhentes mere detaljerede oplysninger om tilsynet og den tilknyttede tilsynsplan, med forbehold for de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

6)    Angivelse af, hvor og hvordan der kan indhentes yderligere oplysninger.

For kolonne 3-virksomheder ud over de ovenstående oplysninger:

1)    Generelle oplysninger om arten af risikoen for større uheld, herunder de mulige virkninger for menneskers sundhed og miljøet, og kort beskrivelse af de væsentligste typer af scenarier for større uheld og kontrolforanstaltningerne til at afværge dem.

2)    Bekræftelse af, at virksomheden er forpligtet til at træffe tilstrækkelige foranstaltninger på virksomhedsområdet, herunder til at tage kontakt med beredskabstjenesterne, for at sætte ind i tilfælde af større uheld og mindske følgerne heraf mest muligt.

3)    Relevante oplysninger fra den eksterne beredskabsplan, der er udarbejdet til imødegåelse af eventuelle virkninger uden for virksomhedsområdet af et uheld. Dette bør omfatte opfordringer til at efterkomme enhver af beredskabstjenesternes instrukser og anmodninger i tilfælde af et uheld.

4)    Hvis relevant en indikation af, om virksomheden ligger tæt på en anden medlemsstats område med heraf følgende mulighed for et større uheld med grænseoverskridende virkninger som omhandlet i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention om grænseoverskridende virkninger af industrielle uheld.

Henvisninger vedrørende aktindsigt

I juni 2010 kritiserede Ombudsmanden myndighederne for manglende åbenhed i sager om risikovirksomheder. Hver sag blev gennemgået på ny, og Miljøstyrelsen udleverede efter anbefalinger fra PET en række oplysninger, der i første omgang var tilbageholdt under henvisning til offentlighedslovens bestemmelse om beskyttelse af forretningshemmeligheder og rigets sikkerhed. Læs ombudsmandens redegørelse her.

I lyset af Ombudsmandens redegørelse har Politiets Efterretningstjeneste (PET) anbefalet fortsat at tilbageholde detaljerede oplysninger:

  • Om en virksomheds produktions- og sikkerhedsforhold,
  • Om en virksomheds eller anlægs opbygning,
  • Om risici, der er forbundet med en virksomhed eller anlægs drift samt
  • Om mængden af farlige stoffer, der opbevares af en virksomhed og placering af de farlige stoffer, herunder placering af overjordiske oplag, da disse oplysninger kan være til fare for statens sikkerhed.

Det anbefales i aktindsigtssager på risikovirksomheder at rette henvendelse til den lokale politikreds for at få afklaret, om PET`s anbefalinger fortsat er gældende. Der henvises endvidere til Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse NMK-810-00067 af 3. juli 2015, hvor Miljøstyrelsens afvejning i en konkret sag bliver stadfæstet af klagenævnet.